En diskurs er et sprogligt, meningsgivende forløb, der konstruerer en bestemt ide om et givent emne. Vi genkender ordet i ordet ’diskussion’, der er meningsudvekslinger mellem flere.
Læs mere
Et eksempel: En ejendomsmægler og en repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening betragter et engstykke udenfor en by. Ejendomsmægleren beskriver engstykket ud fra de byggegrunde, der kan etableres, og de herlighedsværdier som kommende boligejere vil kunne opnå. Repræsentanten beskriver engstykket som en biotop med sjældne orkidéarter og padder og den lille lund af piletræer, der opsamler overfladevandet, når det har regnet.
En bestemt diskurs påvirker vores opfattelse af et bestemt emne. Diskursen udelader oplysninger og fremhæver andre, og den benytter sig af retoriske appelformer og virkemidler.
DEN DISKURSIVE ORDEN
En diskurs skal først og fremmest hænge sammen. Det sproglige forløb skal udgå fra et nøglebegreb og opbygge kæder af meningsgivende sammenhænge af ord. Nøglebegrebet kaldes for diskursens nodalpunkt og de diskursive sammenhænge kaldes for ækvivalenskæder.
Læs mere
Klimaforandringer udgør et sådant nodalpunkt. Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt klimaforandringer skyldes menneskeskabt aktivitet, der resulterer i CO2 udledning, eller skyldes naturlige, globale vejrforandringer, som tidligere har skabt kulde- og varmeperioder.
Vacciner til børn er et andet nodalpunkt. Vaccineskeptikere mener, at vacciner til børn kan påføre dem invaliderende, kroniske sygdomme. Sundhedsstyrelsens synspunkt er, at vaccination af alle børn er nødvendig for at udrydde farlige sygdomme som mæslinger og fåresyge.
Omkring nodalpunktet konstruerer diskursen en række ækvivalenskæder af ord, der opbygger et sammenhængende syn på nodalpunktet. For dem, der mener, at klimaforandringerne skyldes stigende CO2 udledning, vil ord som ’flyrejser’, ’benzinbiler’, ’CO2 regnskab’, ’isen smelter hurtigere i Grønland’, og ’klimamål’ indgå i ækvivalenskæden. For dem, der mener, at klimaforandringerne er naturlige, vil ord som ’kulde- og varmeperioder i planetens historie’ og ’klimaforandringer er naturlige’ indgå i ækvivalenskæden.
Når to ækvivalenskæder om det samme nodalpunkt modsiger hinanden, er der tale om en antagonisme. En diskurs kan styrke sin diskursive orden ved at indarbejde en antagonisme: ”Klimaskeptikerne påstår, at klimaforandringer er naturlige, og vi har meget begrænsede måder at påvirke dem på. De tager fejl, fordi vi kan konstatere, at den fortsatte stigning af CO2 udledning accelerer klimaforandringerne…”.
Den engelske diskursanalytiker Norman Fairclough har undersøgt forholdet mellem en bestemt diskurs, den diskursive praksis og den sociale praksis, som diskursen taler ind i.
Diskursen om klimaforandringer taler ind i en politisk praksis og diskurs. Den handler om skatter og afgifter og om begrænsninger i befolkningens forbrug af brændstof. En bestemt diskurs er altså ikke kun et personligt anliggende, men tjener politiske, sociale og kulturelle formål.
Diskursanalysen indledes med andre ord med en sproglig analyse og afrundes med en samfundsanalyse, hvor resultaterne analyseres i sammenhænge med institutioner, politikker og magtforhold i øvrigt.
Søg på: diskursanalyse, Norman Fairclough
RETORISKE APPELFORMER
Retorikken beskæftiger sig med talekunst. Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.), der betragtes som grundlæggeren af den retoriske analyse, skelnede mellem lejlighedstalen, den politiske tale og retstalen.
Retstalen handler om handlinger, der har fundet sted, mens den politiske tale beskæftiger sig med kommende handlinger. Lejlighedstalen handler om 'dydens væsen', som optræder hos den, talen er rettet mod.
Klimadebatten rummer megen følelsesappel. Det handler i sidste ende om liv og død og om klodens overlevelse. Jesper Theilgaard, meteorolog og klimaformidler, vurderer den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs bidrag i debatten.
Læs mere
Retorikken undersøger, hvordan man overtaler, dvs. overbeviser, sit publikum om talens påstande. Det gør den ved at appellere til sit publikum gennem retoriske appelformer.
De tre appelformer kaldes for logos, etos og patos. Logos er knyttet til tekstens indre opbygning, mens etos peger på afsenderen og patos på modtageren:
De tre appelformer kaldes for logos, etos og patos. Logos er knyttet til tekstens indre opbygning, mens etos peger på afsenderen og patos på modtageren:
Enhver tekst, der skal overbevise, rummer ikke-faglige meningsudsagn og faglige sandheder, ifølge Aristoteles. De tre appelformer reflekterer dette.
Logos er en appelform, der handler om selve bevisførelsens logik. Den skal gennem analyser føre frem til en syntese og den indlysende sandhed. Den politiske tale indsamler data, der fører frem til den logiske konklusion: Det er nødvendigt at lovgive om el-biler.
Etos er en appelform, der peger på afsenderens troværdighed. Den kan styrkes ved, at afsenderen henviser til sin uddannelse, levestil (cykler på arbejde), tro eller erfaringer.
Patos er en appelform, der henvender sig til modtagerens følelser. Følelser er personlige energier, der kan lede den enkelte til beslutninger, der måske trodser den logiske fornuft. I følelsesregistret indgår bl.a. medfølelse for andre, medlidenhed, frygt, angst, had og hævn. Med patos i teksten forsøger afsenderen at aktivere en eller flere af disse følelser: angsten for de fremmede, medlidenhed med flygtningebørn, frygten for klimakatastrofen eller alvorlig sygdom pga. vaccination.
De tre appelformer optræder som sproglige tegn, som ord, som billeder, lyd og video. Patos er især aktiv, når det drejer sig om fotos og film, logos og etos når det drejer sig om ord. Den overbevisende tekst indeholder alle tre appelformer: Logos, etos og patos.
RETORISKE VIRKEMIDLER
Retorikken beskæftiger sig med tekster, der skal overbevise et publikum. Kernen i den retoriske form er argumentet.
Argumentet er en sproglig konstruktion, der sandsynliggør en påstand for læseren eller lytteren gennem forskellige former for bevisførelse.
Læs mere
Et argument består af en påstand om et emne, hvorom der kan fremføres andre påstande, en hjemmel for påstanden og et belæg for påstanden. Derudover kan argumentet understøttes gennem forskellige former for styrkemarkører.
En hjemmel er et udsagn knyttet til argumentet, der henviser til en anerkendt lovmæssighed:
Påstand: ”Det er nødvendigt at udskifte benzinbilernes udledning af CO2 med el- og brintmotorer,
Hjemmel: Fordi der er en klar sammenhæng mellem CO2 udledningen og klodens opvarmning.”
Et belæg er et udsagn knyttet til argumentet, der understreger påstandens gyldighed:
”Udledningen af CO2 fra bilernes udstødning er steget markant de seneste fem år.”
Styrkemarkører forstærker påstanden med ord og vendinger:
”Det er pine død nødvendigt at…”
”Det er skræmmende, at udledningen fortsætter med at stige…”
Rygdækning underbygger påstanden yderligere:
”Andre end mig kræver handling nu..”
Gendrivelsen skal gendrive eventuelle modargumenter. Ved at inkludere modsatrettede påstande i sin argumentation for at imødegå dem, løser man anakronisme-problematikken (se diskursanalysen):
”Nogen påstår ganske vist, at det ikke er benzindrevne biler, der er de store syndere, men…”.