I ethvert forskningsdesign indgår overvejelser om, hvilke metoder man vil anvende, når der skal indsamles og behandles empiri. De forskellige forskningsretninger har forskellige traditioner.
Her præsenterer vi nogle vigtige metoder og modeller i fagene dansk og samfundsfag, der er de gennemgående fag i Fakta og Fake. Vi begynder med dansk.
I dansk arbejdes med tekstanalyser i et sprogligt, litterært og mediemæssigt perspektiv. En tekst er en sproglig manifestation og en symbolsk repræsentation af noget andet. Teksten er forbundet med en afsender, der har intentioner med sin tekst og med en modtager, der tilegner sig teksten med sine forudsætninger.
Læs mere
Kommunikationsmodeller
Forskellige kommunikationsmodeller illustrerer de strukturer, der eksisterer mellem afsender, tekst, medie og modtager.
Laswells kommunikationsmodel
Den klassiske kommunikationsmodel er en model, som den amerikanske sociolog Harold Laswell (1902-1978) præsenterede i 1948. Modellen fremkommer, når man stiller følgende fem spørgsmål:
Hvem siger hvad gennem hvilket medie til hvem og med hvilken effekt?
Afsenderen har en intension med sin meddelelse, som fremgår direkte eller indirekte i tekstens udformning. Intensionen omfatter, hvad afsenderen ønsker at meddele til en bestemt modtager eller gruppe af modtagere. Afsenderen kan være institutionel, fx en organisation, egentlig eller indirekte.
Mediet formgiver indholdet og distribuerer det på bestemte måder, der understøtter intensionen.
Modtageren har bestemte forudsætninger for at tilegne sig meddelelsen. Svarer de ikke til meddelelsens udformning, mislykkes kommunikationen.
Effekten måles på, hvorvidt der er sammenfald mellem afsenderens intension og modtagerens forståelse. Det kan måles ved en feedback proces, hvorvidt modtageren handler eller mener noget i overensstemmelse med meddelelsens intension.
Laswells model er udformet i et markedsføringsmiljø og blev hurtigt et populært værktøj for reklamebranchen. Modellen er behavioristisk og lineær, dvs. den afspejler adfærd og bygger på en idealforestilling: Kommunikationen er lykkedes, når modtageren har tilegnet sig afsenderens intentioner og handler i overensstemmelse hermed.
Massekommunikation, målgruppekommunikation og netværkskommunikation
Forholdet mellem afsender og modtager kan variere og det påvirker tekstens udformning og valget af medie.
Massekommunikation er kommunikation, hvor afsenderen meddeler sig til en stor og heterogen gruppe af modtagere. Det betyder at meddelelsen tilpasses, så flest mulige får udbytte af den, og at den udsendes i et medie, alle har adgang til – fx tv eller web. Massekommunikation er også envejskommunikation, fordi modtagerne ikke har mulighed for at svare tilbage.
Målgruppekommunikation er kommunikation, hvor afsenderen meddeler sig til en specifik gruppe af modtagere med samme forudsætninger og interesser. Meddelelsen udsendes i et medie, som den specifikke gruppe anvender – fx sociale medier eller nicheaviser som Børsen eller Information.
Netværkskommunikation er kommunikation, hvor afsender- og modtagerrollerne er flydende. Omkring den enkelte kommunikationsdeltager er der en række andre deltagere, der ligeledes har et netværk af deltagere. På den måde spredes og omformes en meddelelse i et spin af afsendere og modtagere/afsendere og modtagere. Netværkskommunikation finder især sted i digitale medier. Politikere og reklamebranchen benytter i høj grad denne form for meddelelsesspredning, da den er meget effektiv.
Tekstanalytiske metoder
Når vi undersøger tekstens indhold nærmere, griber vi til sproglige og hermeneutiske metoder. Hvordan udformes indholdet sprogligt, og hvordan skal en meddelelse egentlig forstås?
Læs mere
Tekststrukturer
En tekststruktur er det skelet, der holder en tekst sammen. Den kan referere til en bestemt genre, eller den kan referere til, hvordan forholdet mellem afsender, indhold og modtager er bygget op i teksten.
Afsenderbegrebet er speget. Vi skal skelne mellem den institutionelle afsender, den egentlige afsender og den indirekte afsender.
I en nyhedsartikel citeres en politiker for et synspunkt. Den institutionelle afsender er pågældende avisredaktion, men udsagnet er politikerens. Han eller hun er den indirekte afsender, der får et politisk budskab kommunikeret ud.
Samme politiker kan på sin profil på fx Twitter optræde som den egentlige afsender. Politikeren har fuldt herredømme over tekstens udformning og indhold, og der er ingen redaktør, der indføjer det i en større tekstsammenhæng med en anden diskursivitet. Twitter er den institutionelle afsender, der fastlægger ramme for teksten (144 ord!) og knytter modtagere til meddelelsen.
Medierne og teknologierne optræder altid som institutionelle afsendere. Nyhedsredaktioner optræder som egentlige afsendere, mens politikere og meningsdannere ofte overlades til rollen som indirekte afsendere.
Tendensen er, at flere og flere politikere og meningsdannere optræder som egentlige afsendere gennem brugen af sociale medier og blogs. Den amerikanske præsident Donald Trump er et eksempel herpå. Han fører politik gennem Twitter.
Diskursiv analyse
I opslaget Diskursanalyse præsenteres nøglebegreberne i den diskursive analyse. Det drejer sig om nodalpunkt, ækvivalenskæder og antagonismer.
Læs mere
Udgangspunktet for en diskursanalyse er, at sprog er magt. Gennem sproget italesætter man en version af virkeligheden, som man ønsker andre skal tilslutte sig.
Om man kalder en gruppe af borgere for 'klimatosser' eller 'klimaaktivister' er diskursivt prægnant. Det første latterliggør dem, det andet kendetegner dem. Om man kalder befolkningen for 'borgere' eller 'danskere' er også diskursivt prægnant. Det første refererer til en retsstat, det andet til en nationalstat.
Diskursanalysen kan suppleres med sproglige iagttagelser på sætningsniveau, fx neksusfelter (hvem er subjekt og hvad er objekt?) og brugen af forbindere (hvordan hænger tingene sammen?).
Diskursanalysen kan ligeledes suppleres med en analyse af anvendte retoriske virkemidler (hvordan belægger afsenderen sin meddelelse: med fornuftens stemme, følelser eller personlig troværdighed?)
Kontrafaktisk metode
Kontrafaktisk metode er især knyttet til historisk og samfundsfaglig forskning. Her er man optaget af at finde sammenhænge mellem årsager og virkninger i fænomener, der grundlæggende betragtes som processuelle i et historisk perspektiv. Enhver historisk tilstand er resultatet af en række komplicerede begivenhedsforløb, og tilstanden rummer i sig selv dynamikken til forandring under påvirkning af andre faktorer. Den kontrafaktiske metode undersøger, hvad der ville være sket, hvis forløbet havde været et andet end det faktiske.
Læs mere
Den kontrafaktiske metode er hypotetisk. Den tager ikke som den gængse forskning udgangspunkt i empiri i form af dokumenter, statistik og vidneudsagn. Den stiller spørgsmålet: Hvad nu hvis…?
Den historiske proces er indrammet af logik og tilfældighed. Det er, hvad den gængse forskning skal afdække. Den kontrafaktiske metode tager fat om tilfældigheden og undersøger, hvad nu hvis en anden tilfældighed havde spillet ind?
Eksempler på kontrafaktiske spørgsmål:
Hvad nu hvis regeringen i marts 2020 havde valgt ikke at lukke samfundet ned – hvordan havde covid-19 smitten så bredt sig og påvirket samfundet?
Hvad nu hvis en ludoman pludselig vandt den store gevinst og var blevet gældsfri – var han så også fri af sin spilafhængighed?
Hvad nu hvis al global afbrænding af CO2 stoppede med et – ville nedsmeltningen af Arktis så også kunne forhindres?
Den kontrafaktiske metode kan danne baggrund for konspirationsteorier, hvis man ikke er opmærksom på, at metoden skal anvendes til at belyse den faktiske kontekst for stedfundne begivenheder. Kontrafaktisk metode er på den måde en metametode, en metode til at belyse andre metoder og forklaringsmodeller.
Komparativ analyse
Komparative analyser anvendes inden for mange forskningsområder – humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Komparativ betyder ’at sammenligne’.
Læs mere
I komparative analyser sammenligner man to eller flere fænomener med hinanden. I sammenligningen vil forskelle og ligheder træde frem, og det kan føre til ny indsigt og forskningsbaseret viden om studieemnet.
Man skelner mellem synkrone og diakrone komparative analyser.
I den synkrone analyse sammenligner man to samtidige systemer eller fænomener med hinanden. Man kan fx sammenligne demokrati i Danmark og i Belgien; to demokratiformer der ligner hinanden, men på visse punkter er forskellige.
I den diakrone analyse sammenligner man et fænomen på forskellige tidspunkter i historien. Man kan fx sammenligne det danske demokrati i 1848 med det danske demokrati i 2020. Forudsætningen for den komparative analyse er, at man på forhånd opstiller nogle principper, som skal indgå i forskningsdesignet: Skal demokratibegrebet forstås med udgangspunkt hos den enkelte borger, dvs. adgangen til at være medbestemmende, eller som et begreb til politisk at styre et samfund?
Informationskvalitet
At undersøge kvaliteten i informationer er ikke en egentlig metode, men en analyse af relationen mellem en meddelelse indhold og dets overensstemmelse med det, den skildrer.
På de sociale medier er kildekritikken ofte udeladt. Det stiller større krav til brugeren, hvis man forventer informationskvalitet. Det fortæller Astrid Haug, digital rådgiver, om.
Læs mere
I fagtekster forudsætter vi, at tekstens indhold refererer til en virkelighed udenfor teksten. Denne relation eksisterer i kraft af et tillidsforhold mellem modtageren og afsenderen. Hovedparten af vores virkelighedsopfattelse beror på informationer om samme virkelighed.
Tillidsforholdet styrkes ved brug af bestemte genrer (fx nyhedsartiklen, lærebogen) og med hyppige referencer til virkeligheden gennem kildeudsagn. Alligevel kan relationen mellem tekst og virkelighed aldrig blive 1:1. Der vil altid være uklarheder, sproglige tilpasninger, hensigter og synsvinkler, der påvirker den.
Flere forskere har skaleret de forskellige positioner, som en informationstekst kan have til den virkelighed, som den skildrer. Her gengives Vincent Hendricks’ oversigt. Hendricks er professor i formel filosofi på Københavns Universitet. I definitionerne anvendes begreber fra den formelle filosofi: sande og falske udsagn.
Informationskvalitet kan vurderes i tre zoner, hævder han. Derudover er tilføjet en zone 4, der refererer til Lisbeth Knudsens begreb malinformation:
| Zone | Værdi | Beskrivelse | Benævnelse |
| Zone 1 | Sande udsagn | Verificererede kendsgerninger | Information |
| Zone 2 | Forvanskede udsagn | Udeladelser, kendsgerninger ’i udvalg’, så sandheden forvrides | Misinformation |
| Udokumenterede udsagn | Rygter, sandsynligheder, måske sandt, måske falsk | Misinformation | |
| Zone 3 | Falske udsagn | Udsagn i modstrid med kendsgerningerne | Desinformation |
| Løgn, bullshit | Bevidste falske udsagn | Desinformation | |
| Fake news | Fingerede, falske nyheder, der imiterer journalistik og nyhedsgenrer | Desinformation | |
| Zone 4 | Hate speech | Forvanskede og falske udsagn mod andre med henblik på at desavouere dem. | Malinformation |
Zone 2-4 er omfattet af det, som Lisbeth Knudsen kalder for informationsforureningen. Analysen af informationskvaliteten kaldes også for faktatjek eller detektor. Fire hovedregler kan man følge:
- Findes nyheden i andre medier? Er det ikke tilfældet, øges mistanken om desinformation.
- Er url’en troværdig – hvis det er en nyhed på nettet? Googl den.
- Hvilke kilder indgår i nyheden – er de repræsentative? Findes de i virkeligheden?
- Er der et rimeligt forhold mellem overskrift og brødtekst? Dækker overskriften indholdet?
En klikbar overskrift på ekstrabladet.dk den 5.december 2019. Overskriftet frister mere, end den kan holde. Læser man artiklen, fremgår det, at der er tale om en isbjørn, der har vandret for at finde en mage. Ganske naturligt. Den type overskrifter kan kategoriseres som misinformation og kaldes for clickbaits.
På Mandag Morgen/tjekdet findes en guide til at spotte falske nyheder på nettet.
I Fakta og Fake skal du undersøge informationskvaliteten indenfor de fire supertemaer Klima, Politik, Sundhed og Individ. I Forskningsdesignet skal din undersøgelse bygges op fra en undren og problemformulering. Din undren kan begynde i de mange udsagn om temaerne, der florerer i medierne: Forholder det sig virkelig sådan, som NN siger?
I samfundsfag arbejdes med samfundsforhold i et politisk, socialt, økonomisk og internationalt perspektiv. I vores undersøgelser af dette genstandsfelt benytter vi os af begreber, teorier og modeller.
Læs mere
Et begreb er en generel idé om noget, som vi kan finde konkrete eksempler på i virkeligheden. Det kan fx være begreberne magt eller aktør.
En teori er en systematisk forklaring på noget, som vi kan observere i virkeligheden. En teori omfatter ofte forskellige begreber. Den franske sociolog Pierre Bourdieus teori om ulighed rummer fx begreber som habitus og social kapital. Teorier kan være store og omfattende som fx den engelske sociolog Anthony Giddens’ teori om det senmoderne samfund eller små og forklare et lille udsnit af virkeligheden som fx den amerikanske politolog Anthony Downs teori om vælgeradfærd.
En model er en forsimplet fremstilling af virkeligheden, som tydeliggør bestemte sammenhænge i samfundet. Det kan fx være den svenske politolog og politiker Björn Molins model om partiadfærd eller den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslows behovspyramide om hierarkiseringen af menneskets behov.
Brugen af begreber, teorier og modeller hjælper os med at generalisere, dvs. finde træk, som karakteriserer adfærd og strukturer.
Indsamling af empiri
Når vi undersøger virkeligheden, indsamler vi empiri. Den kan være kvantitativ eller kvalitativ.
Overordnet kan man sige, at den kvantitative empiri benytter vi til at beskrive og forklare sammenhænge, mens den kvalitative empiri benyttes til at forstå bevæggrunde for disse sammenhænge.
Læs mere
Kvantitativ empiri
Kvantitativ empiri er talmateriale, som der kan regnes på. Det er altså statistiske undersøgelser.
Vi kan benytte registerdata fra officielle databaser som fx Danmarks Statistik, Eurostat m.fl. Disse databaser indeholder totaltællinger og er derfor ikke behæftet med samme statistiske usikkerhed som meningsmålinger. Dog skal man være opmærksom på mørketal, fx bliver ikke al kriminalitet anmeldt.
Vi kan også indhente data fra meningsmålinger eller stikprøvebaserede undersøgelser. Heri ligger der dog tre grundlæggende fejlkilder, som vi skal være opmærksomme på:
- Den første fejlkilde handler om matematikken, idet meningsmålinger er behæftet med usikkerhed. Afgørende er stikprøvens størrelse, i Danmark er det normalt nok at spørge 1000 mennesker, men jo større responsgruppe, jo større sikkerhed.
- Den anden fejlkilde er metoden, idet respondenterne skal være repræsentative for den samlede målgruppe.
- Den tredje fejlkilde er den menneskelige natur. I samfundsfaglige undersøgelser taler man om mørketal, som betegner den andel af respondenterne, som bevidst eller ubevidst, ikke svarer i overensstemmelse med deres handlinger. Det kan være en respondent, som svarer, at han vil stemme på et parti, men rent faktisk stemmer på et andet.
Beregninger
De kvantitative undersøgelsers absolutte tal må vi ofte lave beregninger på for at kunne se et mønster eller en udvikling. Der er forskellige simple beregninger, der anvender indeksering, procentvis stigning og procentandele. Hertil skal lægges en vurdering af den statistiske usikkerhed.
Lad os se på et eksempel fra Danmarks Statistik:
| Indvandrede fordelt efter fraflytningsland (indeholder kun udlandet og dermed ikke Grønland og Færøerne) | ||||||
| 2008 | 2010 | 2012 | 2014 | 2016 | 2018 | |
| I alt | 69737 | 65386 | 68459 | 84011 | 90961 | 83955 |
| Europa | 47700 | 42239 | 44827 | 51282 | 52036 | 53909 |
| Afrika | 2265 | 2226 | 2277 | 3346 | 3269 | 2208 |
| Nordamerika | 5025 | 5150 | 5663 | 6468 | 7232 | 7279 |
| Syd- og Mellemamerika | 1516 | 1527 | 1390 | 1761 | 2344 | 2945 |
| Asien | 11465 | 12383 | 12339 | 18989 | 23808 | 15081 |
| Oceanien | 1342 | 1489 | 1529 | 1672 | 1748 | 2003 |
| Uoplyste og statsløse | 424 | 372 | 434 | 493 | 524 | 530 |
| Kilde: Statistisk tiårsoversigt 2019, Danmarks Statstik, s.24 |
Indekstal
Ved en udvikling, hvor forskellige grupper eller områder skal sammenlignes, er indeksering en mulighed.
Indekstal er en måde at sammenstille grupperne på, så man bedre kan sammenligne udviklingen. I ovenstående eksempel kan vi ved indeksering se og sammenligne udviklingen af de forskellige befolkningsgruppers indvandring til Danmark i perioden 2008-2018.
Når vi vil beregne indekstal, vælges et basisår, som sættes til værdien 100. De øvrige år udregnes i forhold til basisåret. Indekstallet for et vilkårligt år N udregnes på følgende måde:
Indekstal (år N) = Absolut tal (år N) / Absolut tal (basisår) * 100
Hvis vi altså vælger, at basisåret er 2008, så udregnes indekstallet for 2009 således:
Indekstal (2009) = 64634 / 69737 * 100 = 93
Indekstal skrives altid uden decimaler.
| Indvandrede fordelt efter fraflytningsland (indeholder kun udlandet og dermed ikke Grønland og Færøerne) | ||||||
| 2008 | 2010 | 2012 | 2014 | 2016 | 2018 | |
| I alt | 100 | 94 | 98 | 120 | 130 | 120 |
| Europa | 100 | 89 | 94 | 108 | 109 | 113 |
| Afrika | 100 | 98 | 101 | 148 | 144 | 97 |
| Nordamerika | 100 | 102 | 113 | 129 | 144 | 145 |
| Syd- og Mellemamerika | 100 | 101 | 92 | 116 | 155 | 194 |
| Asien | 100 | 108 | 108 | 166 | 208 | 132 |
| Oceanien | 100 | 111 | 114 | 125 | 130 | 149 |
| Uoplyste og statsløse | 100 | 88 | 102 | 116 | 124 | 125 |
Procentvis stigning
Foruden indekstallet kan vi også vise udviklingen ved at udregne væksten. I ovenstående eksempel vil vi altså udregne den årlige stigning i indvandrede fordelt på områder.
Når vi vil beregne væksten fra 2008 til 2009 i Europa, så skal vi benytte følgende tal fra tabellen:
Vækst (2008 til 2009) = (43064-47700) / 47700 * 100 = -9,7
Væksten angives ofte med en decimal.
| Indvandrede fordelt efter fraflytningsland (indeholder kun udlandet og dermed ikke Grønland og Færøerne) | ||||||
| 2008 | 2010 | 2012 | 2014 | 2016 | 2018 | |
| I alt | -6,2 | 4,7 | 22,7 | 8,3 | -7,7 | |
| Europa | -11,4 | 6,1 | 14,4 | 1,5 | 3,6 | |
| Afrika | -1,7 | 2,3 | 46,9 | -2,3 | -32,5 | |
| Nordamerika | 2,5 | 10,0 | 14,2 | 11,8 | 0,6 | |
| Syd- og Mellemamerika | 0,7 | -9,0 | 26,7 | 33,1 | 25,6 | |
| Asien | 8,0 | -0,4 | 53,9 | 25,4 | -36,7 | |
| Oceanien | 11,0 | 2,7 | 9,4 | 4,5 | 14,6 | |
| Uoplyste og statsløse | -12,3 | 16,7 | 13,6 | 6,3 | 1,1 |
Procentandele
Procentandele anvendes til at vise en sammensætning på et bestemt tidspunkt eller udviklingen i en sammensætning. I ovenstående eksempel kan vi beregne sammensætningen af indvandrer fra de forskellige områder. Vi kan både se sammensætningen i det enkelte år, men også se, om den ændrer sig over tid.
Hvis vi tager udgangspunkt i andelen af europæere i år 2008, så beregner vi procentandele på følgende måde:
Europa (2008) / I alt (2008) * 100 = 47700 / 69737 * 100 = 68,4%
Procentandele angives ofte med en decimal.
| Indvandrede fordelt efter fraflytningsland (indeholder kun udlandet og dermed ikke Grønland og Færøerne) | ||||||
| 2008 | 2010 | 2012 | 2014 | 2016 | 2018 | |
| I alt | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 |
| Europa | 68,4 | 64,6 | 65,5 | 61,0 | 57,2 | 64,2 |
| Afrika | 3,2 | 3,4 | 3,3 | 4,0 | 3,6 | 2,6 |
| Nordamerika | 7,2 | 7,9 | 8,3 | 7,7 | 8,0 | 8,7 |
| Syd- og Mellemamerika | 2,2 | 2,3 | 2,0 | 2,1 | 2,6 | 3,5 |
| Asien | 16,4 | 18,9 | 18,0 | 22,6 | 26,2 | 18,0 |
| Oceanien | 1,9 | 2,3 | 2,2 | 2,0 | 1,9 | 2,4 |
| Uoplyste og statsløse | 0,6 | 0,6 | 0,6 | 0,6 | 0,6 | 0,6 |
Statistisk usikkerhed
Når vælgeres holdninger og adfærd skal undersøges, benytter vi os ofte af stikprøver, da det er umuligt at spørge hele populationen. Under forudsætning af, at vores undersøgelse er repræsentation, kan vi beregne den statistiske usikkerhed og konfidensintervallet, som dermed opstår. Til grund for beregningen ligger antagelsen, at repræsentative stikprøver er normalfordelt omkring gennemsnittet.
Statistisk usikkerhed angiver i hvilket interval, vi ud fra en stikprøve kan være 95 % sikre på, at en procentandel gælder for populationen. At ville have en sikkerheden på 95% er en norm inden for samfundsvidenskabelige undersøgelser, og vi beregner dermed et 95 %-konfidensinterval.
Med et konfidensniveau på 95% beregnes den statistiske usikkerhed som følger:
I en meningsmåling offentliggjort af Voxmeter den 11.11.2019, hvor 1034 personer er blevet spurgt, får Socialdemokratiet 26.9 % af stemmerne. Den statistiske usikkerhed kan beregnes til +/-2,7, og dermed vil Socialdemokratiet med 95 % sikkerhed ligge mellem 24,2 % og 29,6 % (eksempel fra Voxmeter).
Kvalitativ empiri
Hvor betegnelsen ’kvantitativ’ vedrører det, der kan måles og opgøres i mængder og gøres til genstand for sammenligninger, så vedrører betegnelsen ’kvalitativt’ det, der er særegent, som ikke umiddelbart kan måles, men indgå i en dybere forståelse af et emne. Kvantitativ og kvalitativ empiri supplerer ofte hinanden i en undersøgelse.
Kvalitativ empiri er ord fra fx interviews, fokusgrupper, tekster eller observationer. Vi kan fx benytte avisartikler fra Infomedia, opslag på sociale medier eller debatter og dokumentarer på diverse tv-kanaler. Ved kvalitativ empiri skal vi forholde os kildekritisk og undersøge kildetype, afsender, modtager mm. Desuden kan vi analysere materialet ved hjælp af kommunikationsmodeller, Toulmins argumentationsmodel eller en diskursanalyse.
Samfundsfaglig teori og modeller
I arbejdet med informationskvalitet kan forskellige samfundsfaglige modeller og teorier benyttes. Hovedparten af de modeller, som præsenteres, er behavioristiske. Det vil sige, at de koncentrerer sig om at beskrive adfærd.
Læs mere
Politisk kommunikation
Politisk kommunikation foregår i en triangel mellem borgere (den del af befolkningen, der ikke er politikere), politikere (den del af borgerne, der er politikere) og medierne. Både borgere og politikere anvender medierne som kommunikative redskaber. Det sker langt hyppigere end det traditionelle direkte møde mellem borgere og politikere.
Medierne er ikke neutrale kanaler for den politiske kommunikation. De filtrerer, tilpasser og skaber særlige miljøer for politisk kommunikation – fra Twitter til papiravisen Berlingske.
Downs model
Den amerikanske politolog Anthony Down (1930-) har udarbejdet en model, der forklarer partiers og vælgeres adfærd. Udgangspunktet for modellen er, at alle aktører er rationelle og egoistiske. De sørger derfor mest effektivt for at sikre egne politiske og økonomiske interesser. Det er selvfølgelig en hjemmel, man kan antaste.
Mens politikernes hovedformål er at stemmemaksimere, så er vælgernes hovedmål velstand. Disse hovedmål bevirker, at politikerne siger, hvad vælgerne gerne vil høre, mens vælgerne stemmer på den, som lover mest.
Molins model
Den svenske politolog Björn Molin (1932-) har udarbejdet en model, der kan bruges til at forklare politiske partiers standpunkt. Ifølge Molin kan et partis valg af standpunkt forklares ud fra interessefaktor, opinionsfaktor, parlamentarisk faktor og personfaktor.
I interessefaktoren ligger partiets politiske ideologi og interesser, som kernevælgerne formodes at have.
I opinionsfaktoren ligger partiets opmærksomhed på vælgerne i forhold til popularitet og kontinuitet. Den parlamentariske faktor indeholder partiets muligheder for samarbejde i parlamentet. Personfaktoren handler om partilederens troværdighed og gennemslagskraft samt evnen til at kommunikere til befolkningen.
Eastons model
Den amerikanske politolog David Easton (1917-2014) har udarbejdet en dynamisk model for det politiske system, hvor befolkningens input påvirker det output, de politiske processer resulterer i. Det virker tilbage på befolkningens tilslutning og dens eventuelle nye krav.
Borgere, interesseorganisationer, virksomheder, medier mm. retter krav og støtte mod det politiske system, som omsætter input til output i form af lovgivning og beslutninger, som rettes mod det omgivende samfund.
De samfundsøkonomiske mål og målkonflikt
For at forbedre samfundsøkonomien er mål vigtige, så man har noget at arbejde hen imod. Målene afhænger dog af ens politiske synspunkter.
Læs mere
Herhjemme er der en tradition for, at man politisk arbejder for at opnå følgende seks samfundsøkonomiske mål:
- Fuld beskæftigelse
- Ligevægt på betalingsbalancen
- Økonomisk vækst
- Stabile priser
- Udligning af sociale forskelle
- Hensyn til miljøet
De fleste politiske partier herhjemme er enige om disse mål, men de er ikke enige om, hvilket af målene, der er vigtigst. Det ville heller ikke være så vigtigt, hvis ikke det var fordi, de samfundsøkonomiske mål kan modarbejde hinanden. Der er altså tale om en målkonflikt, og derfor er politikerne nødt til at prioritere, når de laver økonomisk politik.
En skattelettelse fx medfører økonomisk vækst og dermed lavere arbejdsløshed men forringer betalingsbalancen.
Teorier om samfund og individ
Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (1929-) og den canadiske mikrosociolog Erwin Goffman (1922-82) har ikke en behavioristisk tilgang til politik og samfund som Molin, Down og Easton, men en tilgang, der tager udgangspunkt i individet og dets relation til omgivelserne.
Habermas skelner mellem system- og livsverden, Goffman mellem at være i frontstage og i backstage.
Læs mere
Livsverden versus systemverden
Habermas’ tanker tager udgangspunkt i den kritiske teori. Videnskab er ikke neutral, men har altid et værdimæssigt udgangspunkt, ifølge den kritiske teori. For Habermas er udgangspunktet det frie menneske, der kan handle fornuftbestemt i et fælleskab med andre.
Individet udfolder sig i en tilværelse, der er tvedelt mellem objektive systemer og subjektive behov og interesser. Økonomien, administrative systemer, mediernes logikker hører til systemverden. Her skal individet tilegne sig færdigheder for at kunne fungere som et samfundsindivid.
Livsverdenen er den del af individets liv, der ikke er omfattet af systemer. Det drejer sig om de tvangfrie relationer mellem mennesker, kulturaktiviteter, oplevelser af kunst, sproglig virksomhed osv.
Habermas analyserer bl.a., hvordan systemverdenen langsomt koloniserer livsverdenen. Administrative systemer overtager de pædagogiske relationer mellem lærer og elever, politiske mediestrategier overtager den traditionelle debat mellem politikere og vælgere. Meningsmålinger, valgprognoser og exit polls overtager den politiske debat.
Frontstage, backstage og middle region
Ifølge den canadiske mikrosociolog Erving Goffman (1922-82) er identiteten en social konstruktion, dvs. den forhandles i samspillet med andre. Individet har dermed forskellige sociale roller i forskellige situationer. Goffman skelner mellem begreberne frontstage og backstage.
Frontstage er sociale situationer, hvor det interagerende individ 'er på'. Individet er opmærksomt på reaktioner og tilpasser sin adfærd herefter. Goffman mener, at tilstedeværelsen af frontstage er med til at opretholde enighed om normer og regler i bestemte situationer.
Heroverfor betegner backstage private situationer, hvor individet ikke optræder, men befinder sig i en mere uformel og afslappet rolle. Her kan de følelser vises, som der ikke er plads til i frontstage. Adfærdsnormer erstattes med spontane ytringer og adfærd.
Medieforskeren Meyrowitz (1949-) har indført et tredje begreb, som han placerer mellem frontstage og backstage. Han kalder denne position for middle region. At befinde sig i middle region vil sige, at individet både optræder offentligt og udtrykker sin privathed. Det sker i høj grad i medierne. Tv-programmer er blevet domæner for almindelige menneskers mere eller mindre private liv.
På sociale medier som Facebook er grænserne mellem det private og offentlige flydende, og dermed også grænserne mellem frontstage og backstage. På Facebook publicerer brugeren sit private liv gennem billeder og dagligdagsfortællinger. Politikere bringer sig selv ind i middle region på de sociale medier som modvægt til den meget kontrollerede adfærd i frontstage. De bliver personlige – og private.
Habitus, kapitalformer og felter
Den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002) indførte nye begreber i sociologien. Han mente, at socialiseringen af et individ ikke fyldestgørende kunne beskrives gennem kendte sociologiske termer som uddannelse, bopæl, køn og social baggrund, men at socialiseringen i højere grad blev præget af livstil. Hans fokus var ulighed.
Bourdieus centrale begreb er habitus. Det defineres som de indlærte koder, der bestemmer et individs handlinger, vaner og holdninger. I de enkelte situationer handler individet ud fra erfaringer og påvirkninger, som er lagret i habitus. Baggrunden for disse erfaringer og påvirkninger danner individets kapitaler, det vil sige de ressourcer og egenskaber, som et individ er i besiddelse af. Bourdieu skelner mellem tre kapitalformer: økonomisk, kulturel og social kapital.
Økonomisk kapital handler om indkomster og pengeressourcer. Kulturel kapital er mængden af viden, uddannelse og dannelse, mens social kapital handler om sociale forbindelser og netværk.
Mængden af kapital er afgørende for et individs magtposition i samfundet. Individet bevæger sig i forskellige felter, dvs. inden for forskellige sociale arenaer. Hvert felt har sine egne spilleregler og sin egen symbolske kapital, dvs. den kapital, som er vigtigst inden for feltet og dermed giver magt. Især uddannelsesfeltet er en vigtig skillelinje i befolkningen.
For Bourdieu er sprog magt, eller rettere adgang til magt. Her står han i modsætning til Habermas, der betragter sproget som fællesskabsdannende. Bourdieu deler ikke Habermas’ bekymring for, at den demokratiske samtale er under pres, fordi kommunikationsetikken svækkes. De udvidede muligheder for, at flere end eliten kan komme til orde, er en styrkelse af demokratiet, mener Bourdieu.