Forskningsdesign

Læs mere

Vi kan skelne mellem fire niveauer, når vi skal identificere vores videnskabsteoretiske grundlag:

• Ontologien: Erkendelsesteorien – teorier om væren. Her tager du stilling til de mest grundlæggende forhold: Hvordan er verden til, og hvordan er jeg placeret i verden? Hent hjælp i Teorirum/Erkendelsesteori.
• Epistemologien: Videnssynet, hvad er viden? Her tager du stilling til, hvad viden er – i modsætning til antagelser, formodninger og fordomme. Hent hjælp i Teorirum/Videnskabsteori.
• Metodologien: Hvordan sikrer jeg mig, at min forskning er valid? Her tager du stilling til om de valg af empiri og metoder er holdbare og de bedst egnede til din undersøgelse. Hent hjælp i Forskningsrum/Videnskabelige metoder.
• Metoden: Hvordan gør jeg faktisk? Her beskriver du, hvordan du har indsamlet din empiri, og du viser, hvordan du bearbejder den. Hent hjælp i Forskningsrum/Videnskabelige metoder.

Enhver forskningsbaseret undersøgelse indledes med overvejelser og redegørelser for de fire niveauer.

Læs mere

Forskningsdesign dækker over vejen fra spørgsmål til svar. Undervejs er der udvidelser i spørgerammen og sammentrækninger af spørgerammen. Det kaldes for divergente og konvergente processer.

1. Divergens: Du åbner. Hvor mange måder kan du undersøge spørgsmålet på? Hvem har undersøgt det før? Hvad ved vi fra anden forskning? I denne fase er det vigtigt, at du indsamler uden at frasortere. Du kan evt. bruge mindmap som hjælpemiddel.
2. Emergens: Det begynder at gry. Du befinder dig i det, som forskere kalder for Jammerdalen. Dit indsamlede stof er overvældende og næsten uoverskueligt. Det skal fortættes.
3. Konvergens: Du samler. Du ser mønstre i materialet, får identificeret, hvad vi ved og ikke ved, og hvad der er interessant at få viden om. Du bliver i stand til at bringe dit emne ind i en ny fase – problemformuleringen.

Det er vigtigt i hele denne afdækkende fase at skrive. Du skriver til dig selv, prøver formuleringer af, sammenfatter teorier i få linjer, beskriver mulig empiri. Det er arbejdspapirer, der ikke skal indgå i din endelige synopsis.

Læs mere

Strukturen i en problemformulering er 3-faset:

1. Med udgangspunkt i ’X’ (bøger, artikler, det fundament du står på, det vi allerede ved): HVOR KOMMER JEG (vidensmæssigt) FRA?
2. Vil jeg undersøge ’Y’ (empiri, konkret som muligt)
3. Med henblik på ’Z’ (klogere, forstå, hvorfor laver du undersøgelsen?) HVORFOR GØR JEG DET?

Eksempel:

”Med udgangspunkt i X-viden om drivhusgassers påvirkning af jorden klima vil jeg undersøge, hvorvidt Y-politikers udsagn om, at der skal investeres i grøn teknologi som en realistisk løsning på problemet, med henblik på at Z-vurdere om udsagnet er funderet partipolitisk eller faktisk vil afhjælpe klimakrisen.”

Problemformuleringen er grundlaget for en ny divergent og konvergent proces.

1. Divergens: Du undersøger: Hvilke metoder skal jeg anvende? Hvad kan udgøre min empiri, så problemformuleringen belyses bedst muligt?
2. Emergens: Du vælger: Noget er mere velegnet end andet. Kvalitative interviews fremfor kvantitative? Induktiv eller deduktiv proces?
3. Konvergens: Du analyserer: Du arbejder med din empiri.

Jo mere præcist din problemformulering forholder sig til X, Y og Z, jo større sikkerhed har du for, at din undersøgelse kan producere ny viden.

Læs mere

Du kan opstille en hypotese om, hvordan en problemstilling forholder sig til virkeligheden. Din undersøgelse skal så bekræfte, hvorvidt du har ret i din antagelse.

Deduktiv tilgang vil sige, at du afprøver hypoteser. Din problemstilling vil derfor få følgende operative formulering:

”Jeg antager, at Y-politiker i første omgang udtaler sig partipolitisk, da politikerens opgave primært er at skaffe opbakning blandt egne vælgere, jf. Downs og Molins modeller.”

Induktiv tilgang vil sige, at du undersøger virkeligheden først, før du opstiller en hypotese. Du spørger dig selv: Gad vide, hvad der er derude. Din problemstilling vil derfor få følgende operative formulering:

”Jeg vil indsamle klimapolitiske udsagn fra forskellige partipolitikere. Herud fra vil jeg se, om der måske er et mønster mellem partiernes generelle politik og den viden vi har om klimaændringer. Hvem ved?”

Læs mere

Den engelske filosof StephenToulmin (1922-2009) har konstrueret en argumentationsmodel, der skal sikre gennemsigtighed og overbevisningskraft i en påstand. Det er den udvidede model, der er relevant for forskningen.

Grundlæggende er enhver forskning en fremlæggelse af påstande, der skal argumenteres for. En påstand er et udsagn, der kan bestrides.

I det akademiske argument udgør metoderne altid belægget:

”Jeg har gjort sådan og sådan for at underbygge min påstand”

Inddragelse af andre forskningsresultater og forskere, herunder litteratur-reviews, udgør argumentets rygdækning:

”I X-forskers undersøgelser af klimapolitisk diskurs fremgår det, at…”

Undersøgelsens validitet skal sikres gennem gendrivelser. Hvor er undersøgelsens begrænsninger?:

”Man kan diskutere mine valg af empiri. Den er begrænset til den tv-medierede debat om klimaet.”

Læs mere

Præsentation af forskningsprojekt: Risici og muligheder ved ændrede politiske informationsmiljøer

For forskere er der mange forskellige kilder til ideer bag forskningsprojekter.

Projekt med titlen ”Risici og muligheder ved ændrede politiske informationsmiljøer” tager afsæt i de forandringer, vi forskere – som enhver anden interesseret borger – kan iagttage rundt omkring i verden (1). Medieverdenen forandrer sig hastigt, og vi ser politiske udviklinger, der udfordrer vores ideal om det oplyste demokrati: Brexit, Donald Trump eller nedbrydningen af det polske og det ungarske demokrati har fået mange iagttagere, også os, til at undre sig over, i hvilken udstrækning der i tilfælde som disse er tale om oplyste valg.

Med afsæt i denne overordnede undren vil vi i et igangværende forskningsprojekt undersøge risici og muligheder ved ændrede politiske informationsmiljøer. Med ’politiske informationsmiljøer’ mener vi det udbud og den efterspørgsel af politisk information, der findes i forskellige demokratiske lande (2). Der er stor forskel på, hvilke typer af tv-nyheder eller dagblade der er tilgængelige for borgere i forskellige lande, og der er forskel på, hvad borgere i forskellige lande efterspørger – og både udbud og efterspørgsel ændrer sig aktuelt i dramatisk omfang. Denne forskel i udbud og efterspørgsel i politiske informationer skaber både risici og muligheder for demokratiet.

Af risici kan man nævne, hvis borgere kun læser aviser, der bekræfter dem i deres holdninger, men ikke udfordrer dem, f.eks. fordi de udbudte dagblade er relativt partiske som i Storbritannien. Et velfungerende demokrati kræver nemlig, at meninger brydes, og at vi som borgere og politikere har en fornemmelse for de forskellige holdninger i samfundet.

Af muligheder for demokratiet kan man nævne, at distribution af politiske informationer er blevet nemmere og billigere i dag, hvor næsten alle har smartphones. Spørgsmålet er så, om borgerne kan motiveres til at gøre brug af disse nye udbud.

I det følgende vil vi præsentere projektet mere uddybende. Præsentationen tager udgangspunkt i den såkaldte pentagon-model, kendt af mange, også gymnasieelever, fra bogen Den gode opgave (3). Af pladshensyn vil vi nøjes med at forklare, hvordan en del af vores forskningsprojekt kan beskrives ud fra modellen. Det er ikke desto mindre vores håb at synliggøre, hvordan selv et så omfattende projekt som vores er styret af de samme grundlæggende spørgsmål, som styrer alle videnskabelige undersøgelser, små som store.

Problemformulering: Hvad spørger vi om?

Intet forskningsprojekt kan svare på alle spørgsmål. Derimod skal man nødvendigvis fokusere på enkelte elementer, der bidrager til at oplyse problemstillingen. Denne indsnævring fra en relativt bred problemstilling til ét eller nogle få konkrete spørgsmål er en krævende proces. Som forsker tager man udgangspunkt i tidligere forskning, både i forhold til empiri og teori: Hvilke områder er allerede velundersøgte, hvilke områder er mindre velundersøgte? Der er jo ingen pointe i at indsamle empiri om fænomener, som allerede er godt afdækket.

Når vi har identificeret områder, som er mindre velundersøgte, støtter vi os op ad teori for at finde ud af, hvilke områder der er mest oplagte at undersøge nærmere. Denne indsnævring på baggrund af empiri og teori kræver, at man kender sit forskningsområde godt. Det kræver med andre ord indsigt i et forskningsområde for at kunne identificere de områder, der empirisk og teoretisk er mest oplagte at undersøge.

For at nævne et konkret eksempel: Som vi allerede har været inde på, definerer vi i vores projekt ’politisk informationsmiljø’ som udbud og efterspørgsel af politisk information. I et tidligere arbejde, der i 2017 blev udgivet i en bog, lavede vi en omfattende analyse af udbuddet af politiske nyheder i 17 vestlige demokratier (4). Med denne bog (og en række lignende undersøgelser skrevet af andre forskere) er spørgsmålet, om udbuddet af politiske informationer allerede er ret godt beskrevet. Det, vi derimod ved mindre om, er, hvordan efterspørgslen af politiske informationer aktuelt forandrer sig på tværs af vestlige demokratier. Derfor fokuserer vores projekt mere på efterspørgslen af politiske informationer end udbuddet af politiske informationer.

Vores forskningsprojekt er desuden karakteriseret ved at være et usædvanlig stort forskningsprojekt. Der er mange deltagere, og vi har usædvanligt mange økonomiske ressourcer. Det betyder, at vi har mulighed for at formulere flere spørgsmål, som vores forskningsprojekt skal besvare. Det er ikke standarden inden for forskningen i medier og politik. Langt de fleste forskningsprojekter er mere fokuserede, som oftest går man efter at besvare et meget specifikt afgrænset spørgsmål.

Et specifikt spørgsmål, vi søger at besvare i vores projekt, er, hvad der adskiller de borgere, der ved meget om politik, fra de borgere, der ikke ved meget om politik. Vi er interesserede i at afdække mulige årsager bag at være mere eller mindre informeret om politik, og vi er interesserede i at vide, hvad vi kan gøre for at øge borgernes politiske viden.

Formål: Hvorfor spørger vi?

Det sidste spørgsmål ovenfor peger i retning af, hvad vi i sidste ende håber på at bidrage med på baggrund af vores undersøgelse, nemlig konkrete anbefalinger til politikere, embedsmænd, journalister, undervisere og befolkningen om, hvordan vi kan øge befolkningens politiske viden og dermed styrke demokratiet. Disse anbefalinger vil vi udbrede via seminarer, rapporter, undervisningsmateriale, forskningsformidlende artikler mm.

Empiri: Hvad spørger vi til?

For at vide, hvad der adskiller de borgere, der ved meget om politik, fra de borgere, der ikke ved meget om politik, er der mange ting, der skal defineres nøje.

For det første skal det defineres, hvem der er ’borgere’. I vores projekt er det vælgere i 15 forskellige vestlige demokratier. I disse demokratier vil vi spørge et repræsentativt udsnit af vælgerne. Valget af lande er selvfølgelig ikke tilfældigt, men det ville indtage for meget plads her at uddybe denne del.

Dernæst skal vi definere, hvad vi mener med ’politisk viden’. En grov definition skelner mellem viden om det politiske system og viden om aktuelle politiske hændelser (5). Viden om det politiske system er typisk noget, man lærer som ung i skolen, og som man ikke behøver at opdatere regelmæssigt. Eksempelvis har Folketinget haft 179 medlemmer ganske længe, og der er ikke udsigt til, at dette antal bliver ændret. Det er med andre ord en information, man i princippet kun behøver at få en enkelt gang. Derimod ændres sammensætningen af regeringen eller indholdet af politiske forlig ret ofte. Hvis man ikke regelmæssigt følger med i aktuelle politiske hændelser, er ens politiske viden hurtigt forældet. I vores projekt har vi endnu ikke afgjort, præcis hvilken type af politisk viden vi skal måle.

I et yderligere skridt skal vi overveje, hvor vi tror, skillelinjerne mellem vidende og ikke-vidende borgere er. Folk kan jo være forskellige på mange parametre, men ikke alle parametre er lige interessante. Det betyder næppe meget for folks politiske viden, hvilken hårfarve de har – og derfor skal vi selvfølgelig ikke spørge til den! For at finde ud af, hvor vi skal lede – og dermed hvilke informationer vi skal indsamle – tager vi udgangspunkt i tidligere empirisk og teoretisk forskning på området. Selv om der stadigvæk er mange uafklarede spørgsmål om, hvad der adskiller politisk vidende og ikke vidende borgere, er vi selvfølgelig ikke de første, der forsker på dette område. I dag er der næppe et forskningsområde inden for medier og politik, som ingen på et eller andet tidspunkt har berørt før.

Aktuelt er det fortsat et relativt uafklaret spørgsmål, hvad unge menneskers udbredte brug af sociale medier i dag betyder for deres niveau af politisk viden. Ældre mennesker læser oftere avis eller ser flow-tv, hvor de ofte snubler over og lærer ny politisk information, selv når de ikke ville lære mere om politik. Vi ved endnu mindre om, hvorvidt brug af sociale medier og politisk viden er afhængig af udbuddet af politisk information, der hvor borgerne bor.

At vide, hvad der tidligere er blevet undersøgt, og hvad der ikke er blevet undersøgt, er selvfølgelig vigtigt for at kunne sikre sig, at man bidrager med ny viden. Og apropos hårfarve: Mens den antageligvis ikke betyder meget for niveauet af politisk viden, så ved vi eksempelvis, at det gør en forskel for ens medieforbrug, hvornår på året man er født (6). Sådanne sammenhænge finder man kun, hvis man bliver ved med at undres, og man leder efter inspiration fra beslægtede forskningsområder!

Teori og metode: Hvad spørger vi med?

Den del af vores forskningsprojekt, vi beskriver her, er ikke drevet af en overordnet og generel teori. Som vi allerede har været inde på, går delprojektet ud på at lave en empirisk beskrivelse af politiske informationsmiljøer og udbuddet og efterspørgslen af politisk information, som karakteriserer dem.

Undersøgelsen er deskriptiv, i den forstand at den søger at forklare sammenhængen mellem borgeres politiske holdninger og adfærd på den ene side, f.eks. vælgerstøtte til illiberale politikere eller opbakning til Brexit, og borgeres politiske viden på den anden side, f.eks. hvorvidt borgere er klar over de mulige konsekvenser af deres valg.

Samtidig er undersøgelsen normativ, i den forstand at den antager, at der bør være en sådan sammenhæng. Undersøgelsen lever også op til et centralt krav for god forskning ved at være kumulativ, i den forstand at vi bygger videre på tidligere forskning. Vi tager udgangspunkt i tidligere empirisk og teoretisk forskning på området for at afgøre, hvor de største videnshuller er.

Efter en detaljeret afdækning af, hvad tidligere forskning (ikke) ved om årsagerne bag højere eller lavere politisk viden, vil vi designe et omfattende spørgeskema. Der er en lang række krav og anbefalinger, der skal overholdes, når man designer et spørgeskema (7). Dette er en forudsætning for, at man måler det, man virkelig vil måle (dvs. at man sikrer den såkaldte målingsvaliditet).

Da vi skal indsamle data i 15 vestlige demokratier, heriblandt Danmark, er der nogle særlige udfordringer, vi står overfor. Når man vil måle politisk viden kan det eksempelvis være en oplagt idé at spørge tyskere eller franskmænd, hvad deres landes præsident hedder. Samme spørgsmål giver ikke mening i Danmark – vi har ingen præsident i Danmark. Vi har derimod en dronning, men det er noget andet end en folkevalgt og (i sammenligning) hyppigt skiftende præsident med politisk indflydelse. Ydermere er der store forskelle mellem de opgaver, den tyske og den franske præsident har. Et spørgsmål, som man uden problemer kan stille i ét land, kan man således ikke altid stille i et andet land på samme måde. Det vanskeliggør at sammenligne resultater på tværs af landene og vil være en særlig udfordring for vores projekt.

Fremgangsmåde: Hvordan spørger vi?

Som de fleste forskere har vi ingen nem adgang til et repræsentativt udsnit af vælgerskarerne i de deltagende lande. Her bliver vi nødt til at samarbejde med eksterne partnere, der har såkaldte paneler med potentielle deltagere. I Danmark kender vi meningsmålingsinstitutter som Epinion og YouGov, som kan hjælpe med at indsamle spørgeskemadata.

Når man siger, data skal være ’repræsentative’, fastlægger man typisk på forhånd nogle kriterier for repræsentativitet. I praksis vil det sige, at den stikprøve af vælgere, der adspørges, i gennemsnit skal minde om den samlede befolkning i et land på en række baggrundsfaktorer. Hvis fx halvdelen af befolkningen har bopæl i en bestemt region (eksempelvis et lands hovedstad), så skal halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen også bo i denne region. Som regel tager man udgangspunkt i baggrundsfaktorer som bopæl (region), alder og køn – i nogle tilfælde også uddannelse. Det er nemmere sagt end gjort i praksis – kun få lande har så detaljerede registre over deres befolkninger som de nordiske med deres CPR-systemer. Vi ved eksempelvis ret præcist, hvor mange kvinder i 40’erne med en afsluttet kandidatuddannelse der bor i Region Hovedstaden. Det samme kan vi ikke sige om mange andre områder i Europa! Det er derfor ikke altid ligetil at vide, hvor mange der egentlig bor hvor, hvor gamle disse personer i gennemsnit er, og hvilket køn eller hvilken uddannelse de har.

Når data er indsamlet, vil de blive analyseret med blik på at beskrive, hvilke vælgergrupper der ved mindst om politik. Med den viden kan vi nemlig gå et skridt videre og overveje, hvordan de uvidende vælgeres politiske viden kan øges. Handler begrænset politisk viden om, hvilke medier vælgerne bruger? Eller handler det om, at vælgere har problemer med at forstå de politiske informationer, de får? Eller har nogle vælgere problemer med at frasortere forkert information, eksempelvis fordi politikere, de ellers synes om, kommer med faktuelt forkerte informationer? Med svar på disse spørgsmål vil vi begynde at indfri vores undersøgelses formål og komme med konkrete bud på, hvordan vi kan styrke vælgernes politiske viden og dermed deres forudsætninger for at tage del i vores fælles demokrati. Hvor effektive vores bud er, skal vi så teste i andre dele af projektet.

(1) Van Aelst, P., Strömbäck, J., Aalberg, T., Esser, F., Vreese, C. de, Matthes, J., Hopmann, D., Salgado, S., Hubé, N., Stępińska, A., Papathanassopoulos, S., Berganza, R., Legnante, G., Reinemann, C., Sheafer, T., & Stanyer, J. (2017). Political communication in a high-choice media environment: A challenge for democracy? Annals of the International Communication Association, 41(1), 3–27.

(2) Esser, F., de Vreese, C. H., Strömbäck, J., van Aelst, P., Aalberg, T., Stanyer, J., Lengauer, G., Berganza, R., Legnante, G., Papathanassopoulos, S., Salgado, S., Sheafer, T., & Reinemann, C. (2012). Political Information Opportunities in Europe: A Longitudinal and Comparative Study of Thirteen Television Systems. The International Journal of Press/Politics, 17(3), 247–274.

(3) Rienecker, L., & Jørgensen, P. S. (Eds.). (2017). Den gode opgave—Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. Samfundslitteratur.

(4) De Vreese, C., Esser, F., & Hopmann, D. N. (Eds.). (2017). Comparing Political Journalism. Routledge.

(5) Delli Carpini, M. X., & Keeter, S. (1993). Measuring Political Knowledge: Putting First Things First. American Journal of Political Science, 37(4), 1179–1206. Se

(6) Schoenbach, K. (2018). Season of birth and media use. Communications, 43(4), 535–550. Se

(7) Van Dalen, A., & Skovsgaard, M. (2014). Spørgeskemaundersøgelser. In D. N. Hopmann & M. Skovsgaard (Eds.), Forskningsmetoder i journalistik og politisk kommunikation (pp. 113–140). Hans Reitzels Forlag.

Af David Nicolas Hopmann og Rasmus Rønlev, Center for Journalistik, Syddansk Universitet

Læs mere

Dit arbejde i Fakta og Fake slutter med, at du udfylder din synopsis. Synopsis er henvendt til andre end dig selv. De skal forstå, hvad du vil.

I Eksemplarisk case kan du se et eksempel på en udfyldt synopsis.

Fakta og Fake: Skabelon til synopsis

Indledning

• Indledningen er en kort appetizer, hvor du vækker læserens interesse.
• Hvorfor er emnet interessant og relevant?

Problemformulering

• Problemformuleringen er opgavens kerne.
• Her skriver du det spørgsmål, som du vil undersøge – gerne understøttet af nogle underspørgsmål.

Afgrænsning

• I afgrænsningen beskriver du, hvad du vil fokusere på, og hvad du vil udelade i din undersøgelse.

Metode

• I metodeafsnittet forklarer du, hvordan du går til opgaven, hvilke metoder du benytter, og hvordan det bidrager til din løsning.

Delkonklusioner

• I delkonklusionerne besvarer du kortfattet – og gerne i punktform – dine underspørgsmål.

Konklusion

• I konklusionen skriver du kortfattet, hvad du er kommet frem til i din undersøgelse.
• Konklusionen er en sammenfattende tekst, som besvarer problemformuleringen.

Litteraturliste

• I litteraturlisten oplister du alt det materiale, som du har benyttet til din undersøgelse.

Bilag

• Som bilag kan du eventuelt have tabeller, skitser, modeller, data, spørgeskemaer mm., som læseren ikke absolut skal se, men kan se for at få et dybere indtryk af dine pointer.