Medier bringer indholdsproducenter og –konsumenter sammen. Enkeltvis eller massevis. I netværk eller på åbne arenaer.
Mediebegrebet kan vi anskue på tre måder:
- Et medie er en kanal, en tube, hvorigennem indhold strømmer mellem afsendere og modtagere. Kanalen har en udbredelse og en bestemt teknologi, der er kompatibel med andre teknologier.
- Et medie er et sprog, der organiserer indholdet på bestemte måder. På Twitter er det fx kun muligt at poste opslag på max 144 tegn. På Instagram er der mulighed for multimodale posters – ord, billeder, grafik etc.
- Et medie er et særligt kulturelt og socialt miljø, der skaber en bestemt adfærd hos brugerne. De kan sammenknyttes i netgrupper, der udvikler særlige sociale normer.
Den canadiske mediefilosof Marshall McLuhan (1911-1980) fastslog, at medierne er de menneskelige sansers forlængelse. Mediernes historie er en fortsat forfinelse gennem tekniske opfindelser af de menneskelige sanser, men samtidig også en udvidelse af kommunikationsformer.
Håndskriftet (fra ca. år 800) er det talte ords forlængelse i en bevarende, visuel form. Bogtrykket (fra ca. år 1440) er den skriftlige forms tekniske udvidelse, så det er muligt at trykke ensartet indhold i store oplag. Bogen er overvejende monomodal, dvs. den appellerer til vores evne til at afkode et sytem her et skriftsprogligt tegnsystem.
De elektroniske medier (fra ca. år 1920) i form af radio og tv sammenføjer vores sanser i udtryk, der omfatter hørelse og syn (fotografier og videoer) foruden skriftafkodning (tekst-tv, undertekster). Visuelle udtryk mangler sprogsystemets logik og præcision, men rummer derimod muligheder for større indlevelse.
De digitale medier (fra ca. år 2000) er som de elektroniske medier multimodale. Men det helt særlige er, at de giver muligheder for kommunikation, der ligner den orale kultur. Man kan samtale via mediet.
Søg på Marshall McLuhan, Meyrowitz’ medieteori, Niels Ole Finnemann og mediematricer.
GUTENBERG OG GOOGLE
Medierne er kulturdannende. De viderebringer indhold, men de skaber samtidig nye kulturformer. I den aktuelle medieforskning skelner man mellem medier, der er knyttet til Gutenberg-galaksen, og nyere, digitale medier, der er knyttet til det, vi kan kalder for Google-galaksen.
Læs mere
Johann Gutenberg opfandt i 1440’erne en trykpresse, der hurtigt, enkelt og præcist kunne mangfoldiggøre bogsider i et stort oplag. Det revolutionerede den europæiske kultur, styrkede videnssamfundet og skabte grobund for oplysningstiden.
Gutenberg-medierne er kendetegnet ved envejskommunikation, en stærk afsendermarkering og massespredning til et mere eller mindre defineret publikum. Gutenberg-medierne omfatter alle former for printmedier (bog, avis etc.), film, radio og tv samt den første generation af web (de elektroniske medier, web 1.0).
Ophavsret, originalitet og gatekeeping er knyttet til Gutenberg-medierne. Redaktøren på bogforlaget, avisen eller nyhedsprogrammet, er gatekeeperen, der prioriterer indholdet ud fra kriterier som kvalitet, troværdighed og væsentlighed. Indholdsproducenten, dvs. forfatteren eller journalisten, er sikret sin ophavsret. Der må ikke ændres i indholdet uden deres samtykke.
Google-medierne er en metonymisk betegnelse for medier, der ved hjælp af digital teknologi og algoritmer formidler indhold i et miljø, der er præget af netværkskommunikation (sociale medier, web 2.0, web 3.0). Deltagerne optræder både som afsendere og modtagere af indhold, der løbende modificeres og versioneres.
Web 1.0 optræder fra omkring 1990 (html-koder, www), web 2.0 fra omkring år 2000 og web 3.0 fra omkring 2010.
Deling, versionering og gatewatching er knyttet til Google-medierne. Alle er hinandens redaktører (fx Wikipedia), eller også er der ingen redaktører til stede (kommentartråde). Adgangen til både at være indholdsproducent og –distributør er mulig, idet enhver kan oprette et website, udstyre det med credibility (troværdighedssignaler som fx velkendte journalistiske genretræk) og distribuere indhold, der ikke er tjekket af en redaktør.
I web.3 miljøet er computeren en aktiv deltager i kommunikationen, idet den registrerer de digitale fodspor, der sættes på web adresserne og ved hjælp af algoritmer danner en virtuel identitet for vedkommende. Det muliggør målrettede annoncer, men også en mere indgribende måde at lede vedkommende rundt på internettet. Algoritmerne i fx en søgemaskine knytter automatisk forskelligt medieindhold sammen for brugeren.
| Distribution af indhold | Kontrol over indhold | Kommunikationsformer | |
| Gutenberg-medier | Lav hastighed | Stor redaktionel kontrol | Envejs massekommunikation |
| Google-medier | Høj hastighed | Minimal redaktionel kontrol | Flerstrenget netværkskommunikation |
MEDIERNE SOM KANAL
Medierne er kanaler for indhold. Deres teknologier og distributionsformer har afgørende indflydelse på det indhold, der spredes.
Læs mere
Figuren nedenfor illustrerer den kommunikationsformel, der er knyttet til de forskellige medier. Det indhold, der spredes via det enkelte medie er påvirket af den formel, der gælder.
| Kommunikationsformel | Teknologi | Eksempler | |
| Gutenberg-medierne | |||
| Redaktionelt miljø | Fra-os-til-jer-om-verden | Print Elektronisk (radio, tv) Web 1.0 | Ekstra Bladet dr.dk Nyheder |
| Myndighedsmiljø | Fra-os-til-jer-om-os | Print Web 1.0 | Miljø og Fødevareministeriet |
| Virksomheds- eller interesseorganisation | Fra-os-til-jer-om-os-og-verden | Print Web 1.0 | Novo Nordisk Greenpeace Danmark |
| Google-medierne | |||
| Hinandens redaktører (kollaborative medier) | Fra-mig-til-os-om-verden | Web 2.0 Web 3.0 | Wikipedia Youtube |
| Sociale medier | Fra-mig-til-os-om-mig-og-os | Web 2.0 Web 3.0 | Instagram https://www.facebook.com |
MEDIERNE SOM SPROG
Gutenberg-medierne benytter det skriftsproglige tegnsystem samt lyd, billeder og film. Google-medierne benytter derudover interaktive sprogsystemer (fyld-ud-formularer) og relationelle tekstelementer.
Læs mere
Gutenberg-medierne benytter skriftsproget og det filmiske sprog. Hertil skal knyttes brugerens færdigheder i at bruge mediet: bladre i bogen, klikke på sitet.
Skriftsproget er et symbolsk repræsentationssystem. Det er opbygget af arbitrære tegn, der ikke umiddelbart ligner det, som det repræsenterer. At kunne læse og skrive er en kulturel færdighed, der skal indøves.
Det filmiske sprog er naturalistisk. Det ligner det, som det repræsenterer. Kameravinkler, framings og klip ændrer dog på den umiddelbare oplevelse af omverdenen. Det filmiske sprog er umiddelbart forståeligt.
Google-medierne benytter interaktive sprogsystemer, hvor brugeren har mulighed for at udfylde tekstformularer, kommentarbokse og uploade medieindhold i forskellige formater: tekst, billede, video, lyd.
Teksterne er relationelle. Det vil sige at de er knyttet sammen i et horisontal og vertikal struktur ved hjælp af interne og eksterne links. En tekst kan semantisk være tilknyttet en tidligere publiceret tekst (fx kommentartråde) eller forskellige tekster om det samme emne kan være forbundne via links.
MEDIERNE SOM KULTURELLE OG SOCIALE MILJØER
Mediernes indhold formet af forskellige kommunikationsformler og mediernes forskellige former for sprog skaber særlige kulturelle og sociale miljøer.
Læs mere
Et kulturelt og socialt miljø omkring et medie består af mediet i sig selv, dets aktuelle brugere og måden, brugerne anvender mediet på.
De forskellige medier tiltrækker forskellige grupper af brugere. De social medier opbygger og fastholder relationer mellem deres brugere, der tilpasser deres adfærd efter mediets muligheder. Nogle har behov for at tjekke deres profiler adskillige gange om dagen for at følge opdateringer og nye posters, andre har brug for at få bekræftet synspunkter og holdninger ved at lægge artikler, billeder og videoer op.
De redaktionelle medier tiltrækker brugere, der har behov for at holde sig opdateret om verden på en medieplatform, som de har tillid til. Behovet for at ytre sig eller dele et synspunkt med andre er mindre.
Der er en tendens til, at medierne samler brugere med samme behov og ikke mindst samme synspunkter. De debatterende kommentartråde er derfor karakteriseret ved, at de relationelle indlæg forstærker snarere end de nuancerer synspunkter.
MEDIALISERINGEN
I et større samfundsperspektiv har medierne en særlig rolle. De er budbringere af indhold, der er væsentlig for borgerne. Den politiske debat betjener sig fx af avisernes og tv’s reportager. Men en stigende medialisering finder sted. Det vil sige, at medierne nu ikke kun er kanaler for debatten, men at politik skabes i medierne. De politiske dagsordener er flyttet fra Folketingssalen til Facebook, Twitter og andre medier.
Læs mere
Medialiseringen af samfundets organisationer og mellemmenneskelige relationer er øget i det 21. århundrede. Politik er blevet et spørgsmål om at begå sig i medierne og erobre den politiske dagsorden i medierne. Politikerne anvender de sociale medier, især Twitter, til at markere politiske standpunkter (og private følelser). Politiske kommentatorer diskuterer i tv, hvordan politikerne håndterer deres sager – i medierne.
Personlige relationer er ligeledes blevet medialiserede. Vi er i kontakt med hinanden via Instagram og Facebook, begrebet ’venner’ er blevet en mediefeature. Denne medialisering har betydning for vores selvopfattelse og opfattelse af andre. Der er forskel på den autentiske og den virtuelle identitet.
Relationen mellem læge og patient er ligeledes blevet medialiseret. Sygdomsbeskrivelser, diagnoser og medicinering er frit til rådighed på nettet. Lægekonsultationen kan foretages via en chat med sin læge.
Mediekulturen er karakteriseret ved, at den skaber snarere end den formidler en kultur uden for kulturen. Klimaændringer italesættes i medierne, sundhed og politik ligeså. Det er konsekvensen af medialiseringen.
Mediernes traditionelle rolle som agenter for oplysning er under forandring. I medierne sættes dagsordenen for klimakrise, sundhed og politik. De redaktionelle miljøer er svækkede. Det fremmer risikoen for misinformation, desinformation og deciderede fake news.
Kommercialiseringen af nyhedsmedierne
Den franske sociologi Pierre Bourdieu (1930-2002) er mest kendt for sit arbejde med de sociologiske begreber habitus og kapitalformer, men han har også beskæftiget sig med mediesociologi.
Læs mere
Bourdieu arbejdede i sin teori med felter, som har egne regelsæt, værdier og interesser. Han introducerer begrebet doxa. Ifølge Bourdieu er doxa et felts uudtalte spilleregler, altså forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert. Doxa kan være meget sejlivet, men der foregår hele tiden en kamp om den inden for det enkelte felt.
Bourdieus påstand er, at der er sket et skred i journalistikkens doxa. Han gennemførte en kritisk undersøgelse af primært tv- og avismedierne og fandt en stigende kommercialisering som udslagsgivende for ændringen af doxa.
Indholdet af nyhederne er blevet mere konfrontatorisk, hævdede han. Værten skal være kritisk, og det betyder, at den interviewede sjældent får lov til at gøre sine pointer færdige. Der er kommet et fokus på konflikt som nyhedskriterium, som skabes ved at stille modsatrettede synspunkter op imod hinanden. Kun konfliktfyldte historier præsenteres.
Desuden fokuserer medierne mere på sensationer og enkeltpersoner (identifikation) end på politisk substans. Bourdieus syn på politik som rationelle overvejelser gør, at han var modstander af sammenblandingen af underholdning og politik, da der her tales mere til følelse end fornuft.
Konklusionen på Bourdieus undersøgelse er, at det journalistiske felt har nedprioriteret væsentlighedskriteriet til fordel for de fire andre kriterier.
I sidste ende skaber det et demokratisk problem. Bourdieus kritik går især på, at tv har opnået monopol-status som medie. Folk læser ikke mere avis, men får deres viden fra tv. Denne ændring i nyhedsstrømmen truer samfundets sammenhængskraft, idet der sker en polarisering af, hvad folk ser i fjernsynet.
Sammenhængskraften er, ifølge Bourdieu, afgørende for at minimere samfundets sociale og værdimæssige forskelle.
Bemærk i øvrigt, at Bourdieu døde i 2002 på et tidspunkt, hvor de nye sociale medier endnu ikke havde fået den udbredelse, de har i dag.