Reality-programmer

Reality-programmer er en særlig programtype i tv, hvor deltagerne optræder i en iscenesat virkelighed

Tv-udbuddet domineres af reality-programmer. Her optræder kendte eller mindre kendte personer som sig selv på en slags spilleplade. De har frihed til at agere efter fastlagte regler. Programmerne leger på den måde med forholdet mellem den autentiske virkelighed og den medierede virkelighed. Deltagerne er, som de er – og alligevel ikke. Deres adfærd er styret af programmets ramme.

Det er et vilkår i den moderne mediekultur, at man optræder i medierne i en slags middle region mellem ens private liv og følelser og i en offentlighed, hvor man lægger det private bag sig. I reality-programmerne er man på en gang både privat og offentlig.

Hvad er sandt i den sammenhæng? Hvad er fakta om de deltagende personer, og hvor meget påtager de sig roller, der ikke er i overensstemmelse med deres personlige synspunkter og værdier?