Erkendelsesteorien beskæftiger sig med grundlaget for, hvordan vi skaffer viden om verden. Et gennemgående tema drejer sig om subjekt-objekt relationen, om forholdet mellem iagttageren og det iagttagne.
Er verden objektivt til stede, eller kan vi kun erfare verden gennem vores subjektive blik?
Kan vi stole på det, vi opfanger gennem vores sanser?
Hvis det ikke ikke muligt at sige noget sandt om verden, må det betyde, at vi alle kan mene, hvad vi vil. Sandhed erstattes i så fald af synsvinkler. Er det tilfældet, forstummer også debatten om fake news, for de kan i så fald være lige så rigtige som andre nyheder.
Vi tager en hastig tur op gennem erkendelsesteoriens historie. Der er tale om positioner og markeringer. Har du brug for at fordybe dig, henviser vi til yderligere læsning.
MYTER OG ERKENDELSE
Religiøse og mytologiske forestillinger om verden prægede de ældste samfund i den vestlige verden. De tilbød forklaringer om naturfænomener uden grundlag i en erkendelse. Når himlen tordnede og bragede, var det guden Tor, der kørte hen over himmelhvælvingen med sin kærre, og når æbletræernes blomster satte frugt og skød æbler, var det gudinden Idun, der udfoldede sin magt.
Læs mere
Naturkræfter og verdens gang fra skabelse til undergang blev fortalt gennem stærke karakterer, som vi genfinder i den nordiske, græske og romerske mytologi. Et fællestræk er, at man forestillede sig, at der i naturfænomenerne befandt sig en iboende kraft, der besad fænomenets egentlige væsen. Sandhed var ikke noget, der skulle erkendes, men opleves.
I dag betragter vi tro og videnskab som to måder at anskue verden på. Troen er en hengivelse til guddommelige magter, som man ikke kan vide noget om, men alligevel er sikker på eksistensen af. Troen kræver ikke nogen bevisførelse, eller netop fordi den ikke skal bevises, er der tale om tro.
Videnskaben undersøger, hvad der kan siges om verden alment og objektivt, så det gælder for alle og under givne omstændigheder. Videnskaben kan ikke bevise Guds eksistens, lige som troen ikke kan fortælle noget om fotosyntesen eller planeternes bevægelser.
Tro næres ved forkyndelse, videnskab danner grundlag for oplysning. Man kan oplyse om en religions dogmer og religiøse tekster, men man kan aldrig oplyse om, hvordan man skal tro.
Tro og videnskab trives side og side. En forsker kan være aktiv troende, samtidig med at hun fx bedriver medicinsk forskning.
Videnskab bygger på erkendelse. Allerede i den græske oldtid beskæftigede filosofferne sig med erkendelsesteori.
DET ANTIKKE STANDPUNKT
Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.) skelnede mellem fænomenerne og fænomenernes essens. Verden består af fænomener som en sort slank kat, der krydser ens vej, en jævn summen af biler på en motorvej i nærheden, to politikere, der giver hinanden hånd i et tv-program, og en brændenælde, man netop er blevet ramt af. Det kan vi sanse, men først når vi tilknytter det et begreb, forstår vi det, vi ser, hører og mærker, påstod Aristoteles. Dermed erkender vi, idet vi tilfører fænomenerne en essens, en almen forestilling.
Læs mere
Aristoteles’ erkendelsesfilosofi gjorde op med samtidens forestilling om, at enten var tanken helt knyttet til materien, dvs. fænomenerne (Epikur, 341-270 f.v.t.), eller også var tankeverdenen knyttet til en idealverden, uafhængig af fænomenverdenen (Platon, ca. 427-348 f.v.t.). Objektivitet var et spørgsmål om sansning af materien eller af ren tænkning. Aristoteles hævede derimod, at tænkning kun er mulig under iagttagelse af fænomener, og at fænomener kun kan forstås gennem tænkningen.
Epikurs tanker dannede basis for videnskabelige metoder som empirisme og positivisme. Platons tanker for spekulativ erkendelsesteori.
Søg på: Aristoteles, Epikur, Sokrates, Platon, sofisme
MODERNITETENS STANDPUNKT
Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) genfremsatte den aristoteliske tanke om, at erkendelsen hverken er knyttet alene til sansning eller alene til tænkning, men opstår, hvor fornuft og erfaring møder hinanden. Det var banebrydende for 1700-tallets oplysningstanker, der dermed gjorde op med kirkens dogmer og religiøse forestillinger som spekulative forklaringsmodeller om verden.
Læs mere
For Kant var udgangspunktet, at naturen aldrig kunne erkendes på sine egne betingelser (”Das Ding an sich“), men altid kun gennem den måde, vi anskuer dem på (”Das Ding für uns”). Sagt på en anden måde: Når vi iagttager et fænomen, har vi samtidig en forestilling om, hvad dette fænomen er i almen forstand: Vi ser en bold, og samtidig tilføjer vi bolden den egenskab, at den kan trille.
Kants filosofi blev grundlaget for den moderne tidsalder, hvor den kritiske fornuft hersker. Moderniteten er netop karakteriseret ved en fornufts- og erfaringsbaseret indsigt i, at samfund og kulturer er foranderlige, og at man ved indgreb kan styre processerne, der fører til forandringer.
Til sin erkendelsesteori tilføjer Kant derfor tanker om oplysning som erkendelsens forpligtelse. Fornuften skal styre samfundet, og fornuften bunder i, at erkendelse gør blotte iagttagelser til almen gyldighed. Han kaldte princippet for det kategoriske imperativ – forpligtelsen til at formidle sand oplysning: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse.” (Immanuel Kant: Hvad er oplysning?, 1784).
Den engelske naturforsker Isaac Newton (1643-1727) havde gennem sine iagttagelser af naturfænomeners bevægelsesmønstre formuleret almene love om bl.a. tyngde, herunder tyngdekraften, og bevægelse, der kom til at danne grundlag for den klassiske fysik. Den klassiske fysik har fokus på årsagssammenhænge. Ethvert fænomen har en årsag og en virkning. Det er en tankegang, der er overført til bl.a. historisk videnskab, psykologi, sociologi og politilogi. Alle fænomener befinder sig i tilstande, der skyldes tidligere påvirkninger.
Søg på: Francois Voltaire, René Descartes, Kant og kritikken af den rene fornuft og oplysningsfilosofien
PRINCIPPET OM KOMPLEMENTARITET
Under sine studier inden for kvantemekanik erfarede den danske atomfysiker Niels Bohr (1885-1962) nogle principielle problemstillinger, som han forsøgte at udlede nogle erkendelsesteoretiske principper for. Det blev til Princippet om komplementaritet.
Det var tydeligt for ham, at den klassiske fysiks love ikke slog til, når man skulle beskrive og forstå atomkernens opbygning.
Læs mere
Bohrs ven og kollega, atomfysikeren Albert Einstein (1879-1955) havde allerede med sin almene relativitetsteori i 1905 påvist, at almene forståelsesbegreber som tyngde, rum og tid ikke var selvgyldige, men indgik i en tæt relation.
Bohr havde opdaget, at man kunne iagttage elektronet i atomet på to måder: som bølge og/eller som partikel, og han konkluderede, at når man ville bestemme den ene iagttagelses præcision, skete det på bekostning af unøjagtighed af den anden. Begge iagttagelsesmåder - om man betragtede emnet som en partikel eller som en bølge - var korrekte.
Den verden vi iagttager for at få viden om, er altså foranderlig afhængig af, hvor vi retter iagttagelsen hen. Det gør det imidlertid ikke til et spørgsmål om en subjektivitet, mente Bohr, men at komplementaritet var et grundlæggende træk ved naturen. Det handler hellere ikke om, at sandheden er relativ, og at det er et spørgsmål om synsvinkel, men at sandheden er kompleks og skal stykkes sammen af mange forskellige iagttagelser. Hvad vil du se, og hvordan vil du se det, er spørgsmålet.
Iagttagelser af fænomener uden for den klassiske fysiks område må beskrives med klassiske begreber som tyngde og hastighed og i et dagligdagssprog, mente Niels Bohr. Sproget har en grænse for, hvad der kan siges. Det kan kompenseres ved at beskrive, hvad man har gjort i sin undersøgelse, hvordan man metodisk har grebet opgaven an.
Princippet om komplementaritet er en moderne erkendelsesteori, der har bredt sig fra atomfysikkens område til bl.a. økonomi og sociolog.
Søg på: Albert Einstein og Niels Bohr, Københavnerfortolkningen, komplementaritetsprincippet
Læs: David Fagerholdt: Filosoffen Niels Bohr, 2009.